Organisk Psykoterapi

All about people

-kommunikation som forløser og forandrer !

ORGANISK PSYKOTERAPI

 

Organisk psykoterapi tager udgangspunkt i det sunde menneske som en helhed, hvor krop, psyke og sjæl hænger sammen i en organisme. Terapien har fokus på de helende kræfter, som er i det kontaktfulde nærvær mellem klient og terapeut. Mange mennesker er udsat for stress i deres dagligdag - på arbejdet, i deres samliv og/eller i deres følelsesliv og føler ofte der ikke er overensstemmelse mellem deres indre følelsesliv og deres ydre verden. Hermed skabes en ubalance. Vi reagerer med større sårbarhed, usikkerhed, isolation, faldende selvværd, angst, depression m.v.

 

I organisk psykoterapi arbejdes med at skabe kontakt mellem krop, psyke og sjæl, at åbne for de dybere følelser og for de ægte behov;

  • hvad føler jeg,
  • hvad har jeg behov for,
  • hvordan får jeg givet udtryk for mine behov,
  • hvordan får jeg dækket mine behov i kontakten med mig selv og i kontakten med andre mennesker.

 

 

"Organisk psykoterapi handler om at opnå et frit, ægte og livsbekræftende nærvær i vores relationer med andre mennesker. De fleste psykiske sår og de psykiske forsvarsmekanismer, vi opbygger, har deres rod i uopfyldte behov for ægte kontakt og nærvær. Disse sår og "forsvarsværker" indlejres i kroppen, så vi reelt bærer vores livshistorie med os. Hele vores liv og de positive og negative impulser, det giver os, indvæves således i kroppen efter komplekse mønstre.

 

Derfor inddrager vi i høj grad kroppen i det terapeutiske arbejde med at fremme og nære det enkelte menneskes personlige udvikling. Det sker ud fra et helt grundlæggende syn på kroppen som andet og langt mere end et nødvendigt "mekanisk" vedhæng til vores psykiske og sjælelige liv." psykoterapifyn.dk

 

Kontakten mellem mig som terapeut og dig som klient er den væsentligste terapeutiske metode og nænsomhed og fintfølende nærvær er afgørende. Denne kontakt, dette samvær danner ramme for at du kan åbne dig og en heling kan begynde. Der arbejdes med at skabe fri energi i organismen ved hovedsagligt samtale kontakt. Ved behov kan jeg også benytte kropslig kontakt, - det kan handle om fokus på dit åndedræt, din jordforbindelse og din centrering og vi kan efter aftale inddrage forskellige kropsøvelser.

 

Mange af os er ikke blevet tilstrækkeligt mødt af en omsorgsfuld voksen som barn og dette har givet sår på sjælen. Vi er ikke blevet helt set og hørt som dem vi er og det betyder ofte, at vi begrænser os selv på mange planer. Målet med terapi er således at få kroppen, psyken og sjælen til at leve i større overensstemmelse - som én samlet organisme.

 

At vi, så godt som det er muligt, lever i overensstemmelse med den vi er - i den indre såvel som i den ydre verden.

 

 

 

 

Det teoretiske grundlag

I specielt den anden halvdel af 1900-tallet arbejdede en lang række psykologer, psykoterapeuter og psykiatere med at kortlægge og forstå detaljerne i dette løbende. Wilhelm Reich havde lagt grunden, og gestaltterapiens grundlægger, Frederick Perls var én af dem, der forsøgte at udmønte de nye erkendelser i psykoterapeutisk praksis. Arbejdet blev ført videre af bl.a. Alexander Lowen, David Boadella, Malcolm Brown og Daniel Stern.

 

Arbejdsformen

De grundlæggende metoder og principper i organisk psykoterapi er:

•Et kontaktfuldt og levende samvær mellem klient og terapeut. En meget vigtig del af terapiens helende og fordybende kræfter ligger i kvaliteten af dette samvær.

•Kropsarbejde, bl.a. øvelser, der understøtter grounding, mobilisering, fordybelse og frigivelse af psykiske spændingstilstande i kroppen. Dette kropsarbejde bygger på en dybtgående forståelse for den enkeltes livshistorie, for de spor, den har afsat i kroppen, og for betydningen af disse spor i nuet og i samspillet med alle relationer.

•Gestaltterapeutiske virkemidler tilpasset den nænsomme terapiform, vi står for.

Se mere på www. psykoterapifyn.dk

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved